“Vi kan ikke slå Corona’en ihjel – den er en del af os selv”
Jeg husker endnu ganske tydeligt dengang i 1970’erne, hvor det langsomt gik op for det danske samfund, at olie var en begrænset energikilde. Vi oplevede, at der blev indført billøse søndage, og priserne på olie- og benzinprodukter steg markant. Vi erfarede i forlængelse heraf også, at problemet ikke var løst med billøse søndage. Vi kunne ikke gå tilbage til det samme uhæmmede overforbrug af olieprodukter. Vi skulle gennem en krise, der krævede massive ændringer i vores samfund og den måde, vi skabte og forbrugte energi. Set i bakspejlet startede oliekrisen dét, som vi i dag ser effekterne af: miljøfokus, bæredygtighedsstrategier og grøn omstilling. Oliekrisen blev for mig en erkendelse af, at forandringer i samfundet kommer som jordskælv – massivt og potentielt altødelæggende. Men også en erkendelse af, at alt kan være anderledes. Kriser bliver dermed et meget konkret udtryk for et systems manglende evne eller vilje til forandringer.
Verden begyndte at forandre sig, og vi fik forståelse for, at ligesom stenalderen ikke stoppede, fordi vi løb tør for sten, så ville den fossile tidsalder heller ikke stoppe, fordi vi løb tør for olie og gas, men fordi vi erstattede det med bedre, miljøvenlige og bæredygtige alternativer. I Danmark skete forandringerne såvel koordineret som ukoordineret. I periferien af samfundet gik lokale smedemestre, fodformede højskolefolk og dedikerede idealister i gang med at udvikle bl.a. vindenergi. Dét, som i dag er et af de danske fyrtårne og danner grundlag for store industrier og tusindvis af arbejdspladser i Danmark.
Ligheden mellem oliekrisen og Corona-krisen er, at det samfundsmæssige immunsystem ligesom tidligere er gået i gang med at gøre samfundet mere tolerant og fleksibelt for at rumme det nye og ukendte. I gamle dage troede vi, at immunsystemet kunne sammenlignes med en soldat, der bekæmpede en fjende og holdt samfundet sundt ved fjerne det, der ikke passede ind. I dag tror vi mere på, at immunsystemet ændrer systemet, så det kan holde til ubudne gæster, der over tid udvikler sig fra at være parasitter til at blive en del af systemet – eller alternativt slår værten ihjel.
Det er således ikke givet, at alting ender lykkeligt, når samfundet bliver angrebet ligesom nu af Corona-virus. Samfundet kan ikke beskytte sig selv 100 % imod fare. I stedet lever samfundet efter mantraet: det, der ikke slår samfundet ihjel, gør det stærkere. Samfundet minimerer potentielle farer ved at håndtere det som kommunikation om en risiko. I det aktuelle tilfælde en risiko for, at belastningen af sundhedssystemet bliver så stor, at det risikerer at bryde sammen. Immunsystemet udløser kommunikation om, at vi skal udvide kapaciteten i sundhedssystemet, men også at samfundet skal ændre adfærd for at beskytte sundhedssystemet.
Når samfundet bliver presset helt i bund, viser det sine strukturer og de forventninger, vi knytter til den kendte verden. Dermed viser det også, at alt kunne være anderledes. Vi ser nu, at samfundet er et verdenssamfund. Corona-problemet er ikke dansk, italiensk eller amerikansk – det er globalt. Det er en lære, vi skal tage til os. Vi skal lære at erkende problemer globalt og løse dem lokalt. Næste gang, der dukker en genstridig virus op et sted i verden, skal vi ikke kun forberede det danske beredskab. Vi skal udsende sundhedspersonale til det sted i verden, hvor problemet er opstået, og bekæmpe det ved arnestedet sammen med de lokale. Er der noget nyt i det? Nej, egentligt ikke. Det har vi gjort med vores militær i årtier. Militæret i Danmark har vi omstillet til global problemidentifikation og lokal indsats uden for de danske grænser.
Samfundet – altså verdenssamfundet – er i min verden konstitueret ved summen af alle de kommunikationer, der finder sted i verden. Det, der er forbundet kommunikativt, er en del af den samme verden. For samfundet gælder det lige nu om at fortsætte kommunikationen om fortsættelsen af samfundet. Hvis samfundet i en nær eller fjern fremtid udslettes, kan vi konstatere det ved, at kommunikationen stopper.
Hvad er situationsbeskrivelsen så her i 2020? Alle i verden kommunikerer om Corona-krisen, og vi reducerer som samfund vores forventninger til det, vi plejer at gøre. Vi tager kollektivt afsked med den kendte verden, og vi begynder at kommunikere på en ny måde om den nye verden efter Corona. Vores ændrede forventninger til samfundet lader noget nyt få lov til at bryde frem.
Vi ser i Danmark lige nu, at vores verden allerede er digital. Vi er i fuld gang med at udforske og udvikle de digitale muligheder, fordi de kan hjælpe os i den nye verden. På godt og ondt. Vi ser, at vores økonomiske system er elektronisk, så vi slipper sedler og mønter og bevæger os over i en digital verden, hvor en virus ikke er fysisk, men virtuel. Vi ser, at vores indkøb bliver webbaserede, så vi køber via netbutikker og får varerne leveret ved fordøren. Corona-krisen forstærker på mange måder udviklingen af de teknologier og strømninger, som allerede er godt i gang.
Om nogle år vil vi forhåbentlig anskue Corona-krisen som én krise i en række af kriser, samfundet er kommet igennem. Et stort – og på nogle fronter positivt – skred i vores fælles forestilling og kommunikation om verden i verden. Vi er førstehåndsvidner til én af det 21. århundredes store samfundsbegivenheder. Jeg tror på, at vi som (verdens)samfund kommer styrket ud af krisen, og at vi på trods af store omkostninger får et mere robust samfund, der er klar til at modstå den næste udfordring i fællesskab.
