Vi fejrer 550-års jubilæum i hele 2026
I 1476 fik vi kongeligt privilegium til at drive havn, og i år er det præcis 550 år siden. Det vil vi fejre sammen med dig og resten af byen.
Få et smugkig ind i historien. Og hold dig orienteret om vores aktiviteter her på siden, som vi opdaterer løbende.
Åben Havn på Østhavnen lørdag den 29. august kl. 10-15
Lørdag den 29. august 2026 åbner vi havnen og inviterer interesserede borgere i alle aldre inden for på de lukkede områder på Østhavnen. Det bliver en familievenlig sommerdag med virksomhedsstande, konkurrencer, musik, madboder, børneunderholdning, busture og andre aktiviteter.
Vi indretter et stort område i bedste festivalstemning og sørger for, at der er oplevelser overalt.
I kan …
- Møde virksomhederne på havnen og se demonstrationer af det, de laver til hverdag
- Hygge jer med hoppeborge, ansigtsmaling og anden underholdning for børnene
- Deltage i konkurrencer med flotte præmier på højkant
- Tage på guidede busture rundt på havnen
- Komme helt tæt på kranerne og mange andre store maskiner
- Se aktiviteter i havnebassinet
- Høre forskellige koncerter
- Spise i de forskellige madboder
- Gå på opdagelse i udstillinger
- Få lækker merchandise
- Opleve nogle af de gigantiske produkter, der bliver fremstillet på havnen
- Og meget mere
Der er mange flere aktiviteter i støbeskeen, og vi lægger løbende programpunkter ud her på siden.
Læs en børnevenlig fortælling om Aalborg havns historie
Aalborg er vokset til en stor by lige præcis her, fordi der helt tilbage i vikingetiden var gode muligheder for handel over Limfjorden i vores område. Og på den måde begyndte havneaktiviteterne.
I mange århundreder har aalborgenserne haft deres arbejdsliv på havnen i midtbyen. I dag er det samme område fyldt med boliger og kulturoplevelser, mens de klassiske havneaktiviteter er flyttet ud til Østhavnen, som nu er centrum for industri, godstransport og erhvervsudvikling.
En fortælling for hele familien
Havnens historie og Aalborgs historie er viklet tæt ind i hinanden, og vi har udviklet os sammen. Den historie vil vi gerne dele med alle aldersgrupper. Derfor har vi lavet en farverig fortælling om havnens historie, som kan læses af hele familien.
Hæftet er skrevet i et letforståeligt sprog, der passer til skolebørn. Indholdet illustreres med et væld af gamle fotos, tegninger og finurlige facts.
De korte kapitler er inddelt i temaer og handler blandt andet om vikinger, sjovere, sejlskibe, Kraftatleten Goliath, handlen med Grønland, Aalborg Værft, flytningen til Østhavnen og meget mere.
Havnen på skoleskemaet
Vi tror på, at skolebørn bliver lige så fascinerede af Aalborgs maritime historie, som vi selv er. Derfor er historiehæftet sendt ud til alle 6. klasser i Aalborg Kommune.
Hæftet er tænkt som et afsæt for et historieforløb i undervisningen. Og som en afrunding på forløbet har skolerne mulighed for at deltage i en konkurrence, hvor eleverne skal skabe et kreativt produkt. Produkterne vurderes af en jury og udstilles ved et arrangement for alle deltagere primo december.
Vil du også læse hæftet? Så klik og download det her.
God fornøjelse!
Mød os til The Tall Ships Races
Igen i år har The Tall Ships Races valgt at gæste Aalborg. Det betyder, at havnefronten bliver forvandlet til en folkefest den 30. juli til 2. august.
De smukke sejlskibe er hovedattraktionen, og dertil kommer musikalske og kulturelle oplevelser for hele familien langs havnen på begge sider af fjorden.
Vi er til stede i festområdet med en stand, så kom forbi til en snak. Vi har 550 år på bagen og meget på hjerte.
Se meget mere om The Tall Ships Races og få overblik over alle oplevelserne.
Aalborg Slots Teater præsenterer HAVNEN – Byens Hjerte
I august 2026 kaster Aalborg Slots Teater sin kærlighed på havnens historie med forestillingen HAVNEN – Byens Hjerte.
Året er 1969. Skibet Jens Bang ankommer til Aalborg med Naja på 10 år og hendes morfar Frederik ombord. Gennem Najas øjne oplever vi havnens 550 år lange historie – fra middelalderens handel og hårde havnearbejde til nutidens moderne udvikling.
Det er en rå og romantisk fortælling om skæbner, dramaer og kærlighed i Aalborg – byen, hvor havnen gennem århundreder har været byens puls og livsnerve. Der er hårdt arbejde og menneskeligt forfald. Men der er også håb, kærlighed og drømmen om at skabe sin fremtid i en by, som vokser og forandres gennem sine mennesker.
Forestillingen er en hyldest til byen, til havnen og til menneskerne, der gennem tiderne har formet Aalborg. Publikum kommer tæt på både de barske og de smukke sider af livet ved Limfjorden, når vi møder havnens bumser, værftsarbejdere, sortbørshajer, ludere, lommetyve og syngepiger på lumske værtshuse.
Konkurrencer
I løbet af året kører vi forskellige konkurrencer på vores Facebook-side.
Følg os her, så du ikke går glip af chancen for at vinde lækre præmier.
Matchpartner for Aalborgs elitesport
Året rundt bakker vi op om sportsklubber i Aalborg-området inden for forskellige sportsgrene – fra de unge talenter til de professionelle stjerner. Formålet er dels at understøtte muligheden for at dyrke sport på alle niveauer i Nordjylland, men det handler også om at synliggøre havnen over for civilsamfundet.
Det er samtidig en gylden mulighed for at fejre vores jubilæum, og det gør vi blandt andet ved at være matchpartner for …
EH Aalborg den 27. januar
Aalborg Håndbold den 1. marts
Jubilæumsreception samlede generationer omkring 550 års historie
Fredag den 24. april 2026 dannede Aalborg Kongres & Kultur Center rammen om en helt særlig fejring af Aalborg Havns 550-års jubilæum.
Flere end 200 tidligere medarbejdere, samarbejdspartnere og personer med tilknytning til havnen gennem tiden var samlet for at markere den historiske milepæl og genopleve minder fra et arbejdsliv på havnen.
Receptionen bød på gensyn mellem tidligere kolleger, gode historier fra havnens mange årtier og en fælles fejring af de mennesker, virksomheder og relationer, der har været med til at forme Aalborg Havn gennem generationer.
Gæsterne kunne opleve historiske billeder og fortællinger, mens samtalerne ved bordene vidnede om den stærke tilknytning, som mange fortsat har til havnen og dens betydning for Aalborg.
Dagen blev en påmindelse om, at havnens historie ikke alene handler om skibe, kajer og virksomheder, men i lige så høj grad om de mennesker, der gennem 550 år har bidraget til udviklingen af havnen og byen omkring den.
Vi vil gerne sige en stor tak til alle jer, der deltog og var med til at gøre dagen til noget særligt. Jubilæumsreceptionen blev en mindeværdig markering af fortiden og en fejring af de fællesskaber, der fortsat binder havnen sammen på tværs af generationer.
Tak til alle jer, der har været en del af historien – og til jer, der fortsat er med til at forme fremtiden.
Få havnens historie på 2 minutter

Aalborgs begyndelse går helt tilbage til 700-tallet. Den smalle passage over fjorden og de gode strømforhold gjorde stedet ideelt til handel mellem nord og syd. I løbet af 900-tallet voksede et lille bysamfund med håndværkere og handelsplads frem, og der er fundet mønter med Aalborgs første navn "Alabu" fra 1000-tallet.

Limfjorden var Aalborgs første handelsvej – en naturlig motorvej for varer, mennesker og idéer. Byen voksede hurtigt, og i 1342 fik Aalborg status som købstad. Det gav byen lovreguleret handel og gjorde den til et regionalt centrum. Dermed var kimen lagt til alt senere havnearbejde, industri og udvikling i området.

Aalborg fik kongeligt privilegium af kong Christian I og dermed monopol på udenrigshandel fra Limfjorden. Faktisk ved man kun, at det skete et sted mellem 1462 og 1490, og derfor har man valgt det midterste. Kongens privilegium gjorde havnen til et af de vigtigste kommercielle knudepunkter i Danmark og satte gang i kraftig vækst.

Gennem de kommende århundreder fortsatte Limfjorden med at være omdrejningspunkt for aalborgensernes liv, og havneområdet var Aalborgs absolut største arbejdsplads. Skibe med varer til import og eksport sikrede vækst og skabte en stærk økonomi, der formede hele byens udvikling og gav Aalborg en særlig status.

I 1800‑ og 1900-tallet eksploderede havneaktiviteterne. Havnen var centrum i aalborgensernes liv, og de fleste job var forbundet med havnen. Cementfabrikker, tobaksproduktion, spiritusindustrien og store værfter stod side om side langs fjorden og satte Aalborg på landkortet som en af Danmarks største industribyer.

Udviklingen betød, at der blev behov for nemmere forbindelser end skibe over fjorden. Derfor blev Pontonbroen bygget i 1865. Da bilerne kom til, og pladsen blev for trang, blev pontonbroen erstattet af Limfjordsbroen i 1932. Med tiden skød også jernbanebroen og til sidst Limfjordtunnelen op for at aflaste den travle bro.

De enorme betonelementer til Limfjordstunnelen blev støbt i en tørdok i Aalborg Øst, inden de blev installeret i tunnelen. Den tomme tørdok blev starten på en ny æra for Aalborgs industrielle udvikling og havnens placering. Over de næste mange årtier flyttede havneaktiviteterne gradvist ud til Aalborg Øst, hvor de er i dag.

Fra 1973 til 2022 var Aalborg basishavn for Grønlandstrafikken. Det gav byen en central rolle i rigsfællesskabet og medførte massiv skibstrafik, mange arbejdspladser og international betydning. Det 50 år lange samarbejde er årsagen til, at Aalborg og Grønland i dag er tæt forbundne.

Havneaktiviteterne har i dag sit centrum i Aalborg Øst, og fortidens industrielle brændpunkt i midtbyen har udviklet sig til et levende centrum for bylivet. Samtidig står havn i dag stærkere end nogensinde før som en moderne vækstmotor uden for byen med fokus på det nordjyske erhvervsliv, godset og grøn omstilling.
💙 Tak for lån af illustrationer til Kamilla Heinz og for billedmateriale til Springeren – Maritimt Oplevelsescenter 💙