Hvad er kritisk infrastruktur, og må fremmede magter få adgang til den?

”De strategisk vigtige havnearealer skal anerkendes som national interesse i planloven. På den måde kan vi sikre, at erhvervs- og forsvarsformål prioriteres frem for kortsigtet boligbyggeri eller lignende”. Sådan lød det fra Danske Havne og Dansk Erhverv i Altinget i efteråret.

Kort efter offentliggjorde Plan- og Landdistriktsstyrelsen regeringens liste over nationale interesser i erhvervshavne. Her defineres det som national interesse, at havnearealer af national betydning ikke omdannes til andre anvendelsestyper, og samtidig fastslås det, at den nationale interesse varetages af Trafikstyrelsen under Transportministeriet.

Det betyder i grove træk, at landets kommuner får meget svært ved at beslutte og effektuere planer om eksempelvis at konvertere nuværende erhvervsarealer på bynære havnefronter til attraktive bydele og rekreative områder.

På den ene side kan jeg kun tilslutte mig ønsket om at styrke og beskytte vores nationalt kritiske infrastruktur. Efterårets hybridangreb var et skræmmende billede på, at vi befinder os i en særlig sikkerhedspolitisk situation, og vi ved alle, at havnene spiller en central rolle for forsyningssikkerhed, grøn omstilling og militær mobilitet. Derfor er det positivt, at vi nu bliver mere konkrete i forhold til, hvad der er national interesse, så vi kan beskytte den bedst muligt.

Vi må ikke blive kortsigtede

På den anden side kan jeg blive bekymret for, at det nu kan blive havnene, der tænker for kortsigtet. For hvor går grænsen mellem, hvad der reelt er nationalt kritisk infrastruktur, og hvad der er kommercielle og lokalpolitiske interesser?

Vi skal huske, at kommunerne kan have gode grunde til at ønske at disponere havnearealer fx i byerne anderledes på sigt, og derfor bør de også have medbestemmelse. Og det er ikke national interesse, at vi fx fastlåser bynære arealer, hvis en omlokalisering vil styrke både byudvikling og national robusthed på den lange bane.

Forsyningssikkerhed skal også være langsigtet, og i Aalborg har vi selv set, hvordan en havneudflytning kan skabe rammerne for etableringen af en anerkendt og levende havnefront i centrum samt en moderne erhvervshavn og erhvervspark lidt uden for byen. Tilmed på en placering der dels er ideel til militære formål, og dels spiller en afgørende rolle for Aalborgs stærke position inden for vindmølleindustrien. Det er tankevækkende, når netop hensynet til udskibning af havvindmøller konkret er nævnt blandt årsagerne til, at kommuner nu får sværere ved at disponere over havnearealer.

Heldigvis tilbyder den nye praksis muligheder, såfremt der kan etableres erstatningsarealer, og jeg håber, at både havne og kommuner vil se konstruktivt på de muligheder, så den nationale interesse varetages bedst muligt.

Hvad betyder det for havnene at være af national interesse?

Men måske er spørgsmålet i virkeligheden, om diskussionen om kritisk infrastruktur i højere grad bør rettes et andet sted hen. Nemlig imod at klarlægge, hvad det indebærer, når vi definerer havnene som national interesse. Det er en nødvendig diskussion, som vi skal tage, hvis havnene både fremover skal kunne indgå i en national mobilisering med kort varsel og samtidig levere de langsigtede investeringer, der skal understøtte vores samfunds grønne omstilling.

For hvem må eje kritisk infrastruktur? Må fx kinesiske selskaber, som vi har set det i en af terminalerne på Hamborg Havn? Må private virksomheder få bestemmende indflydelse? Hvem giver vi adgang til vores kritiske infrastruktur, og skal det i øvrigt være op til hver enkelt havn at beslutte, hvilke aktører de vil udleje potentielt strategisk vigtige havnearealer til?

Det er ikke lette spørgsmål at besvare, men vi er nødt til at tage stilling til dem, hvis vi skal sikre, at vi varetager den nationale interesse bedst muligt.