Aalborg Chokoladen bygger ny fabrik på Aalborg havn

Den velkendte Aalborg-virksomhed Aalborg Chokoladen gør sig nu klar til fremtiden og bygger ny fabrik på Aalborg havn. Pladsmangel og stigende efterspørgsel på de luksuriøse chokoladeprodukter er blandt årsagerne til, at virksomheden netop har indgået en aftale med Port of Aalborg om et nyt areal på Østhavnens nye udstykning Ankeret ved Rørdalsvej, der efter planen skal huse fremtidens grønne erhvervspark.

Sidste år kunne Port of Aalborg berette om planerne om at udvide havnens erhvervspark med en ny udstykning på 140.000 kvadratmeter. Siden er området blevet byggemodnet, første lejer er kommet på plads, og nu når projektet en ny milepæl: det første grundsalg. Port of Aalborg har netop indgået en aftale den velkendte Aalborg-virksomhed, Aalborg Chokoladen, om et areal på foreløbigt 4.000 kvadratmeter, der skal danne rammen for en helt ny chokoladefabrik med plads til flere forskellige aktiviteter inden for virksomhedens chokoladeunivers:

– Vi har i længere tid været udfordrede af pladsmangel på vores nuværende lokation og har set os om efter nye omgivelser, hvor der også er mulighed for at udvikle os og tænke længere ud i fremtiden. Her var placeringen på Port of Aalborgs nye udstykning en rigtig god mulighed, siger indehaver af Aalborg Chokoladen, John Aslak Jensen.

Ifølge ham er der flere grunde til, at matchet mellem Aalborg Chokoladen og Port of Aalborgs nye areal er godt:

– Som dansk chokoladefabrik er vi optagede af, at vores produkter bliver fremstillet og indpakket på en hensynsfuld og bæredygtig måde. Vi modtager råvarer fra vores leverandør, og herefter producerer vi det hele selv. Det gør os i stand til at styre alle processer og have hånd i hanke med alt lige fra minimering af chokoladespild og emballagevalg til et fornuftigt energiforbrug på fabrikken, siger han.

Han peger desuden på, at netop dét fokus er i fint tråd med Port of Aalborgs ambitioner om at gøre området til fremtidens grønne erhvervspark. Udstykningen er en del af det område, som Port of Aalborg og en række markante, lokale aktører vil udvikle til Danmarks grønne testområde under navnet Green Hub Denmark, der har til formål at skabe rammerne for bæredygtige prototyper, hvor der fra start tænkes i synergier, digitalisering, samarbejde og nye teknologier.

Plads til flere chokolade-aktiviteter
En af fordelene ved en nyopført fabrik på arealet er ifølge John Aslak Jensen, at faciliteterne kan indrettes præcist, som de ønsker og har behov for. Det giver blandt andet mulighed for at udvide aktiviteter og events i forbindelse med chokoladeproduktionen, som virksomheder og privatpersoner allerede kan opleve:

– På den nye fabrik får vi nogle skønne rammer med god plads til rundvisninger, chokoladekurser, foredrag og andre events. Det oplever vi stor efterspørgsel på og vil fortsat gerne kunne tage imod det stigende antal interesserede. Og så er det bestemt heller ikke uvæsentligt, at havnen er et godt valg for os rent logistisk. Det er nemt at komme til og fra med varer, og vores fabrik får en fin synlighed ved rundkørslen på Rørdalsvej og Tranholmvej, hvor mange mennesker kører forbi hver dag.

Hos Port of Aalborg finder Commercial Manager Jeppe Faber det ganske positivt, at det første grundsalg af den nye udstykning nu er gennemført:

– Det er en rigtig god start for vores nye udstykning. Generelt har vi i en længere periode oplevet stor efterspørgsel på ledige erhvervsområder på havnen. Både fordi virksomheder på havnen ønsker at udvide deres faciliteter, og fordi der kommer nye til. Her på havnen oplever de ikke begrænsninger i deres muligheder for at udfolde sig. Vi sørger for, at rammerne og de logistiske forhold er optimale, og vi sparrer gerne med virksomhederne i forhold til, hvordan vi endnu bedre kan imødekomme deres behov, siger Jeppe Faber.

Opførelsen af Aalborg Chokoladens nye fabrik forventes at gå i gang inden for den nærmeste fremtid.

For yderligere oplysninger kontakt venligst:

John Aslak Jensen, indehaver af Aalborg Chokoladen, tlf.: 20 70 91 56 og jaj@aalborgchokoladen.dk
Jeppe Faber, Commercial Manager, Port of Aalborg A/S, tlf.: 99 30 15 03/29 20 72 03 og jfa@portofaalborg.com
Presseservice: Maja Thordahl Schou, Head of Communications, Port of Aalborg A/S, tlf. 22 61 83 08 og mts@portofaalborg.com