Transportvirksomheden Tri Trail Trucking på Østhavnen gennemgår i disse år en positiv udvikling med vækst i både aktivitet og medarbejdere. Det gælder blandt andet i administrationen, hvor medarbejderstaben er vokset fra fem til otte, og det har skabt behov for mere plads.

- Vi er fuld gang med at udvide og renovere de af vores faciliteter, der er blevet for små. Blandt andet får vi lagt et ekstra rum til vores kontorfaciliteter, så vi i alt får cirka dobbelt så meget plads, som vi er vant til, fortæller direktør i Tri Trail Trucking, Jacob B. Caspersen.

Den positive udvikling kommer primært fra god aktivitet i virksomhedens kerneforretning, nemlig indenrigs- og udenrigscontainertransport. Desuden er efterspørgslen på lokale containerflytninger på Østhavnen samt på virksomhedens lagerfaciliteter på havnen også steget, hvilket blandt andet betyder, at virksomheden er gået fra en enkelt lagermedarbejder i 2012 til hele seks i dag.

- Årsagen til vores udvidelse af faciliteter og øget antal medarbejdere skyldes især en positiv udvikling i de senere år på både national og international transport. Det er vi selvfølgelig rigtig glade for – ikke mindst fordi det hører til den primære del af vores forretning, lyder det fra Jacob B. Caspersen.

Ifølge Jacob B. Caspersen oplever Tri Trail Trucking god aktivitet på trods af coronakrisen. Faktisk er der endda øget efterspørgsel på den del af forretningen, der drejer sig om lagerkapacitet:

- Vi har samlet set 2.500 kvadratmeter lagerkapacitet, og alt er i brug i den her tid. Generelt er der stor efterspørgsel på lagerfaciliteter i Nordjylland, men lige nu er situationen helt særlig. Det skyldes i høj grad, at virksomheder får varer hjem, som de ikke kan afsætte, fordi forretninger holder lukket, og forbruget på nogle områder er stagneret. Men varerne skal jo opbevares et sted alligevel, og den plads er der tydeligvis meget stor efterspørgsel på, forklarer Jacob B. Caspersen.

Hos Port of Aalborg vækker det glæde, at Tri Trail Trucking klarer sig godt:

- Vi er altid glade, når erhvervsområdet på Østhavnen kan være med til at skabe gode rammer for virksomhedernes vækst – og ikke mindst når private aktører på Østhavnen bidrager til områdets vækst. Vi har til daglig et godt samarbejde med Tri Trail Trucking, der løfter mange opgaver på havnen og samtidig bidrager med lagerkapacitet og containerdepot, hvilket rigtig mange virksomheder efterspørger, siger salgschef i Port of Aalborg, Kjartan Ross.