Hvis vi skruer tiden tilbage til starten af året, var det de færreste af os, der frygtede, at en virus på få måneder ville få uoverskuelige konsekvenser for hele verden. De fleste af os levede i den overbevisning, at vores samfund er veludviklet og højtstående, og at det kan modstå de fleste kriser. Men vi blev klogere, og vi er også blevet mere bevidste om, hvad vi kan, når vi står sammen. For hvis vi troede, at Danmark var fyldt med individualister, egoister og narcissister, så er vi også her blevet klogere. Uanset om vi kalder det ”samfundssind” eller noget andet, så synes jeg, at vi har bevist, at vi kan hjælpe hinanden til fælles bedste, når krisen kradser.

I dag er coronakrisen stadig aktuel, og vi skal fortsat vise samfundssind. Men jeg vil alligevel tillade mig at efterrationalisere og fundere over, om samfundssindet ikke også kan bruges til at bekæmpe andre kriser? For uden sammenligning i øvrigt har vi i en meget presserende krise her i Aalborg, som vi er nødt til at forholde os til. Jo hurtigere og mere målrettet, jo bedre. Vi mangler nemlig i den grad arbejdspladser. Det gjorde vi før krisen, hvor arbejdsløsheden lå et stykke over landsgennemsnittet, og det gør vi i særdeleshed også nu, hvor coronakrisen har ført til et stort antal afskedigelser og fortsat gør det.

Jeg tøver ikke et sekund, når jeg kalder arbejdsløshedsproblemet for det største sociale problem i Aalborg. Hvis vi ikke får bedre styr på beskæftigelsen, kan det føre til en folkevandring fra Aalborg mod fx Aarhus, Trekantområdet og København, og det kan være årsag til, at vores skatter stiger og velfærd reduceres. Det vil starte en negativ spiral, som kan få vidtrækkende konsekvenser.

Beskæftigelsesproblemet i Aalborg og Nordjylland er komplekst, og der er i årevis blevet arbejdet intenst med at forbedre situationen og skabe jobs. Uden den indsats ville det se langt værre ud. Men vi skal passe på med at udpege skyldige. Nogle mener eksempelvis, at universitetet udbyder for mange uddannelser og producerer kandidater, som lokalsamfundet ikke efterspørger. Andre mener, at der er blevet gjort for lidt fra kommunens side, mens andre igen pointerer, at det er erhvervslivet, der er alt for fodslæbende, når det handler om at tage risici og eksempelvis ansætte medarbejdere med en anden profil, end de er vante til.

Intet er mere forkert end at forsøge at skyde skylden på andre. Alle bør gribe i egen barm, og her mener jeg ALLE – både stat, region, kommune, erhvervsliv, organisationer og lønmodtagere. Faktisk mener jeg, at det er nødvendigt at aktivere samme kraft og samfundssind, som vi har gjort under coronakrisen. Hvis vi alle tager ansvar for at hjælpe med at få skabt nye jobs. Hvis vi alle tager ansvar for at hjælpe én ledig, vi kender, med at søge det rigtige sted hen. Så tror jeg, at vi sammen kan udrette mirakler.

Jeg er nemlig ikke et øjeblik i tvivl om, at potentialet er til stede. Vi har universitetet, UCN og andre videns- og fagskoler. Vi har en fantastisk kulturby med blandt andet Kunsten, Aalborg Teater, Utzon Center, Musikkens Hus og Aalborg Kongres & Kultur Center. Vi har byen med al dens liv. Vi har et stort antal ambitiøse og kreative unge mennesker. Vi har et stort udbud af boliger både til studerende, førstegangskøbere og andre. Vi har en international havn og lufthavn. Vi har enestående natur og fjord. Og sådan kunne jeg blive ved.

Men det er selvsagt ikke nok, at potentialet er til stede. Vi er nødt til at aktivere nogle kræfter, som hidtil ikke har været i brug, og som vi nu ved, at vi har. Vi er nødt til at se ledighed som en sundhedstrussel, der kan tage livet af os, og vi er nødt til at se jobskabelse som et kollektivt ansvar. Det vil jeg og Port of Aalborg gøre ved at sætte beskæftigelse absolut øverst på prioriteringslisten. Det håber jeg også, at der er mange andre, der vil gøre.