For et halvt år siden flyttede foderstofvirksomheden Mollerup Mølle A/S ind i det første af fire nye pakhuse på i alt 8.000 m2 i Østhavnen. Den 25/1 inviterede de kunder og forretningsforbindelser indenfor.

- Vi havde indledningsvis en drøm om at få 200-300 tilmeldinger, men mere end 600 gæster meldte deres ankomst, så alle mand har været i sving for at få det hele til at lykkes. Det var helt vildt, og vi er meget glade og benovede over, at så mange fagfolk valgte at bruge en hel arbejdsdag sammen med os, siger Søren Rathcke, bestyrelsesformand i Mollerup Mølle.

Den familiedrevne virksomhed har mere end 80 år på bagen og har over de senere år udviklet sig til en særdeles markant aktør i Nordjylland med en omsætning på 2,2 mia. kroner og produktion af godt 330.000 tons foder årligt. I dag styres virksomheden med sikker hånd af tredje generation, Jakob Pedersen og Holger Pedersen.

Inspiration og helstegt pattegris

Udover rundstykker og helstegt pattegris blev gæsterne forkælet med en interessant fortælling om Mollerup Mølles fortid, nutid og fremtid leveret af fætrene Jakob og Holger Pedersen samt direktør Claudio Pelsen.

Herefter var tre eksterne oplægsholdere på scenen for at inspirere de mange fremmødte. Adm. direktør hos Port of Aalborg, Kristian Thulesen Dahl, fortalte om Port of Aalborg. Jens Schjerning, cheføkonom ved Fondsmæglerselskabet Agrocura, gav sit syn på den globale økonomiske situation. Og afslutningsvis fortalte Lykke Friis, direktør hos Tænketanken EUROPA, om den internationale krise og konsekvenserne i EU.

Største udskibning til dato

Det er ikke uden grund, at Mollerup Mølle valgte at fejre indvielsen med maner. De nye rammer har nemlig allerede vist sit værd. I oktober 2022 sendte Mollerup Mølle sin hidtil største udskibning af grovvarer afsted fra Aalborg havn, da et skib med hele 15.000 tons korn satte kurs mod Spanien.

- Vi glæder os over allerede at se effekten af de nye pakhusfaciliter. Udskibningen var den største enkeltstående last af sin slags, som vi har sendt afsted over kaj. Og trods størrelsesordenen gik lastningen som smurt. Da det gik hurtigst, lastede vi til alles store tilfredshed op mod 1.000 tons i timen takket været blandt andet et godt samarbejde med logistikteamet hos Port of Aalborg, fortæller Jakob Stjerne Hansen, terminal- og afviklingsansvarlig hos Mollerup Mølle.

Se en video af operationen her.

Hos Port of Aalborg glæder vi os også over, at Mollerup Mølle allerede nu har godt gang i aktiviteterne i Aalborg:

- Det er altid positivt, når kunder og samarbejdspartnere oplever værdi af de løsninger, vi skaber i fællesskab. Forud for projektstart havde Mollerup Mølle et ønske om at sætte rammerne for godshåndtering helt i top, og det har vi imødekommet med både den kajnære lokation samt uhindret adgang til både multiterminalen og jernbanenetværket. Nu glæder vi os til at følge den positive udvikling, som Mollerup Mølle allerede er i, forklarer Michael Rosenkilde Lind, Senior Commercial Manager hos Port of Aalborg.

Mollerup Mølles første pakhus stod færdigt i sommeren 2022, og de resterende tre pakhuse forventes færdigopført i maj 2023.