Øget omsætning over længere tid har resulteret i et stigende behov for mere plads til både administration og klargøring af stålkonstruktioner hos Bobach Stålentreprise på Østhavnen i Aalborg. Sidste sommer købte virksomheden Nørresundby Dampvaskeris gamle ejendom på Rørdalsvej, hvilket har givet mulighed for at udvide de fysiske produktionsarealer fra 1.500 kvadratmeter til 3.000 kvadratmeter. Nu er turen kommet til at udbygge og renovere kontorfaciliteterne, som i løbet af de kommende måneder vil blive udvidet med 300 kvadratmeter:

- Vi har kunnet mærke den stigende aktivitet inden for byggeri på vores omsætning, og det har skabt behov for mere plads til både produktion og administration. Derudover trænger vores kontorfaciliteter efterhånden til en kærlig hånd, og derfor renoverer vi nu de gamle lokaler og bygger ovenpå, så vi får yderligere 300 kvadratmeter, siger direktør Helle Bobach og fortsætter:

- Byggeriet skulle gerne tage omkring fem måneder, så vi satser på at kunne tage det i brug til april. I mellemtiden er vi dog stadig at finde på samme adresse – vi er blot rykket over i skurvogne og over i kontorlokalerne i nabobygningen, som vi købte sidste år, siger hun.

Større produktionsarealer optimerer arbejdet
Ifølge Helle Bobach giver de udvidede produktionsarealer – udover mere plads – også mulighed for at optimere arbejdet og skabe en mere forudsigelig hverdag i produktionen:

- Et af formålene med at udvide er, at vi gennem længere tid gerne har villet have en montagehal, så vi kan færdiggøre flere af vores konstruktioner hjemmefra. På den måde sparer vi timer ude på selve byggepladserne, siger Helle Bobach og fortsætter:

- Når du eksempelvis skal montere altaner, kan der opstå forskellige uforudsete udfordringer på byggepladsen afhængigt af vejr- og vindforhold, og det koster ekstra tid. Det undgår vi i højere grad ved at gøre så meget som muligt færdigt hjemmefra.

Det er blandt andet på grund af havnens gode infrastruktur, at Bobach Stålentreprise har valgt at beholde deres placering og udbygge deres nuværende arealer, hvor virksomheden har haft hjemme i næsten 20 år.